Sund?

Hmm, det var bare noget jeg faldt over...

I took the 43 Things Personality Quiz and found out I'm a

Healthy Self-Improving Reinventer

Foragt??

Det er begyndt at gøre fysisk ondt på mig at være i rum med Trussetyven, så jeg bør holde mig væk, men det gør også fysisk ondt ikke at være sammen med ham, jeg savner ham. Både når vi er sammen og når vi ikke er. Der var engang, at det var ok, at han ikke ville have mig,fordi han kaldte mig hans engel, han fortalte mig at jeg var smuk og han fortalte mig at jeg var cool og lyttede interesseret til hvad jeg havde at sige og fortalte mig hvor klog jeg er og hvor heldig han var at kende en som mig.

Det har ændret sig. Nu er det kun, hvis der er noget galt med mig, at han siger det højt, han kritiserer mig. Han får mig til at føle mig som en dum trunte, som i virkeligheden mest er i vejen for at han kan være glad, en dum trunte som altid tror hun ved bedst og som synes alle andre er hende underlegen. Han er ligeglad med hvad jeg siger, lukker af og stirrer blankt ud i luften eller begynder at lave noget andet, hvis jeg prøver at få en pointe igennem, som han ikke er enig i eller som han føler er et angreb. Han har altid været meget ærlig og han har altid kritiseret mig for ting som egentlig er meget sande, men det gjorde ikke noget, når bare han sagde noget positivt om mig også og jeg fik lyst til at ændre mig. Jeg har en følelse af at han foragter mig nu og at han altid forsøger at ramme mig. - Nåh ja, og så siger han, at jeg aldrig siger noget pænt om ham, hvilket er lidt svært at høre når jeg render rundt og er forelsket i ham og bare gerne vil gøre ham glad. Men hvad nu hvis det er sandt? Hvad nu hvis jeg bare er en rigtig ubehagelig person?

Hader han mig, fordi jeg så godt kan lide ham, foragter han mig og synes jeg er dum, fordi jeg lod ham komme tæt på? Jeg spørger kun, fordi jeg har svært ved at se, hvordan jeg ellers kan have pisset ham af...

Jeg savner ham der kunne lide mig og jeg kan huske ham og kan ikke lade være med at lede efter ham. Jeg ved jo, at han er der, men jeg skal holde mig væk nu, lade ham om udelukkende at komme til mig, så ved jeg i det mindste, at det ikke er, fordi jeg har tvunget mig på ham.

Han er en fantastisk fyr, han har nogle enormt farverige fortællinger og en personlighed ud over det sædvanlige. Han er jo stadig dén person, der er bare kommet en dimension af foragt over for mig, som jeg ikke kan håndtere. Jeg ved, at jeg ikke er en dårlig person, jeg ved at alt hvad jeg siger og gør overfor ham, er noget, jeg gør for at gøre ham glad eller hjælpe ham (og lidt fordi jeg gerne vil have, at han skal kunne lide mig - jeg er én af de dersens behagesyge kvinder, desværre).

Jeg ved ikke hvad jeg prøver at sige med det her indlæg ... måske at jeg melder mig ud, men kun lidt. Jeg kan ikke forlade ham helt, det fortjener han ikke, jeg kan jo lide at hænge ud med ham, men nu må jeg bare have en pause og se nogle mennesker som synes jeg er cool. Giv mig styrke til at gøre det.

Måske jeg skulle farve mit hår???

Puha - jeg glæder mig til at få nogle problemer som rent faktisk er mine

Hmm... nå ja, slut og slut - nu er jeg nået et nyt punkt; Det slutter nok aldrig, altså medmindre at jeg vil det. Vi har simpelthen ikke rygraden til det lige nu, mig og mig.

Jeg har lyst til at starte fortællingen forfra: For fem måneder siden mødte jeg en fyr, der stjal mine underbukser og som derefter viste sig at være mit "samme blik" (møder du en med det samme blik, skal du vide at han er din ven), en fyr som fra første øjeblik virkede mere end almindeligt energisk, som fortalte meget lidt om sig selv ad gangen - kan du stave til intelligens? Hvis jeg havde vidst alt det, jeg ved nu, havde jeg nok aldrig sat mine fødder i nærheden af ham, men fordi jeg ved det, som jeg ved nu, så kan jeg ikke få mig selv til at gå igen. Han fangede mig på 1 uge - så var jeg allerede så involveret, at jeg ikke følte mig i stand til at vaske mine hænder.

Der gik et par måneder hvor vi havde det sjovt og hårdt - hvor vi snakkede om tingene, hvor han forlod mig i 2 uger for kun at vende tilbage igen da han manglede mine penge, ydmygt.... ikke som i "udnytter" mere som i "bruger". Så gik der yderligere noget tid og han blev sendt i udredning for ADHD og en masse brikker faldt på plads. Brikkerne ligger stadig på pladserne, men udover det så kan jeg forarges over, at der nu er gået 2 måneder siden at han fik at vide, at der nærmest ikke er nogen tvivl om, at det er det, der er "galt" med ham og at han stadig ikke har fået en tid hos en psykiater, som er sidste stop, før der begynder at ske noget med samtaler og medicin osv.

Jeg vil have at han skal få det bedre - mest for hans skyld, men også lidt for min. Jeg tager for meget ansvar, vil alle det bedste og kunne aldrig finde på at lade mine gode venner lide, hvis der er noget, jeg kan gøre for at lindre smerten. Jeg skal til at gentage for mig selv hver aften: "Husk nu dig selv, mærk nu efter, hvad mener din krop og intuition om det her?" - Det har været en rodet tid, en (vid)underlig tid. Forstå mig ret, jeg vil jo ikke være foruden noget af det, jeg håber jeg har lært noget og jeg håber, at jeg bliver ved med at lære. Desværre så står det klart for mig nu, at jeg er for glad for den her mand, han er tydeligvis også glad for mig, men SLET ikke på den måde og jeg kan, på trods af mit pludselige klarsyn omkring de følelser, der er involveret, stadig ikke se en fremtid med denne mand, end ikke hvis det var det, han rent faktisk ville (tvivl ej, det er det ik'). Så altså, det korte af det lange må vel være, at jeg skal til at kappe båndene, sådan fra min side uden at gå på kompromis med den del af mig, der gerne vil være en god ven. Fuck..... Prøv lige at spørge om jeg er ved at få nok af mig selv - og prøv lige at spørge mig, om jeg trænger til den ferie, der venter mig om godt en måned: Hawaii og dejlige lækre gamle gode ven, here I come!!!

I virkeligheden er det nok for det bedste, at vi holder op med at ses, det har jeg vidst længe og vi har forsøgt længe... lavet regler om hvordan det skulle ske, bestemt os for at det skulle ske og bare endt det, vi har efterhånden besluttet det på alle tænkelige måder og hver gang går vi lidt i stykker. Her sidder jeg så, med tårer og snot og andet godt der hører til en tudetur og er alene igen. Jeg er bange for at miste ham, er bange for, at det allerede er sket, at vi aldrig finder ud af at ses som gode venner. Jeg er bange for, at jeg, på trods af hvor hårdt jeg har prøvet på ikke at få noget i klemme, aldrig vil kunne se ham igen uden at føle et snert af fortrydelse og uden at have hende den lille grimme grønne kælling på besøg som gerne vil vise ham: "Se hvad det er du ikke får!!!" - Jeg ønsker aldrig nogensinde at være uægte med ham, for han er noget af det mest ægte jeg har mødt, han er egoistisk, selvcentreret og hensynsløs, men samtidigt så er han følsom, storhjertet, giver en masse, når han kan og har overskud. Han er kærlig, klog og sjov. Jeg holder så meget af ham at det gør ondt og det gør ondt på mig, når det gør ondt på ham og det gør det lige for tiden.

Jeg er så ked af at det blev så kompliceret, men sådan er det at involvere sig med mennesker. Jeg involverede mig med et ægte menneske og nu betaler vi begge prisen og jeg ved ikke hvem der betaler den højeste, men jeg er slet ikke klar til at give slip. Måske er det netop derfor at det er godt hvis det slutter her, med en ærlig telefonsamtale, the final final decision... Det er svært for mig at tro på at denne gang, der mente han det, denne gang så er det virkelig slut med ... ja med hvad?

At opføre os som kærester, at beslutte hvad vi skal spise sammen, at vade rundt i solen og i regnen, at sove i arm, at snakke, at se film til langt ud på natten, at spille playstation, at drikke os berusede i rødvin, at snakke i telefon i timevis.

Jeg savner ham allerede, eller stadig - det har jo været på vej længe og jeg ved ærlig talt ikke, om vi nogensinde kommer til at kunne ses under ægte præmisser, når ikke vi kan være, som vi hele tiden har været. Jeg har ikke lyst til at blive bitter på ham, jeg håber aldrig jeg bliver det, men jeg ville ønske at jeg kunne glemme lidt og at jeg ikke følte det som et personligt nederlag - det er jo dumt, når jeg vidste fra starten af at ham og jeg ikke var en mulighed. Hvis det er meant to be, så sker det jo nok en dag - men i dag er det slut... højst sandsynligt. Måske sagaen får endnu et kapitel engang.

Fuck

Jeg synes det er skidehårdt, at man kan blive nødt til at holde op med at ses, når man holder for meget af hinanden til at være venner, men for lidt af hinanden til at være kærester.

Jeg kommer sådan til at savne ham. Hold kæft hvor kommer jeg til at savne ham!!!

Stå i stampe??

Jeg er nu over 25 og jeg er officielt snotforvirret og har ikke styr på en skid. Hverken udenpå eller indeni ....

Jeg troede det var meningen at tingene skulle blive mere simple... eller i det mindste at jeg selv ville rammes af en pludselig fornuft - men nu er jeg ret sikker på at jeg om muligt bliver mindre og mindre fornuftig.

Jeg tosser omkring med endnu en mand der ikke vil mig
Jeg kegler rundt i en endnu uddannelse der rager mig en lille høstblomst
Jeg sidder i det samme 13 kvm's hummer som for 4 år siden (og 5 for at det ikke skal være løgn)

Kors hvor er jeg træt af mig selv i dag... men så på den anden side, så hygger jeg mig jo og jeg har oplevet alverden, at der så er nogle ting der aldrig ændrer sig - måske er det bare godt??

Midnatstanker

Jeg har følelsen af at dette kunne være sådan en nat hvor man bare skrev, jeg har i hvert fald lyst. Vejret indbyder til at lade tankerne flyve og fare vild. Jeg føler mig så taknemmelig i dag, over folk jeg kender og ting jeg har oplevet - det er underligt, hvordan den følelse altid ledsages af en dyb tristhed. Melankoli er det rette ord.

Øst vest hjemme bedst
home is where the heart is
og mit hjerte er spredt over flere nationer

Chile, Mexico, Tyskland, USA, Spanien, Danmark, Japan, England osv... Mennesker rører mig. I Tyskland siger de, at man altid møder et menneske to gange, der er mange, jeg har en gang til gode med og det varmer mig, glæder mig.

Akut tilfælde af følsomme følelser
udenpå tøjet endda
du vil ikke mere, vel?
Sig det højt
så bliver din hverdag lidt nemmere
sjovere
dejligere
hyggeligere
ligesom mig, modsat mig?
vil du lidt mere?
Sig det højt...

Man har et standpunkt til man tager et nyt siger de... og man standser et sted indtil man skal videre, en banegård af meninger og forvirringer.

Jeg kunne skrive hele natten, men klokken er halv 2 og i morgen skal jeg på arbejde, natten er så kort. Har en fornemmelse af at eksamen gik ok. One to go, så kan jeg holde sommerferie i en måneds tid. Min fod gør ondt, dumme tunge trunte.

Tryllekunstnere og gamle snore

Ihh hvor er jeg træt....

træt af ikke at kunne finde hoved eller hale i tingene
træt af at have eksamenerne hængende over hovedet uden at gøre noget ved dem
træt af at livet så lige røg tilbage i grå-kategorien (det var dælme i farver et par uger dér)
træt af at det bare ikke giver mening
træt af at jeg ikke aner, hvad jeg skal med det her liv, når jeg bliver færdig med bacheloren (hvis jeg kender mig selv ret, er netop dette årsagen til at det er så skidesvært at blive færdig - for hvad helvede gør det godt for...)

Jeg er faktisk bare godt træt af det hele og Trussetyven er forsvundet fra jordens overflade, hvilket føles tomt og frustrerende, når nu jeg rigtig godt kunne tænke mig at snakke med ham om livet. Jeg er mester i at finde de der tryllekunstnere, så kan jeg gå her og spekulere over, hvad det betyder når folk laver forsvindingsnumre. Men jeg kan da godt se at det der gør en tryllekunst så spændende, at man ikke har nogen anelse om hvad tryllekunstneren gør, for at udføre et vellykket trick.... men det betyder jo ikke at jeg kan nære mig for at bryde min lille hjerne med det!

Verden er fyldt med fjolser som mig - hofnarre... klovne. Tragi-komiske eksistenser - det er pisseirriterende.

Det har ellers været en god uge, når man trækker den dårlige samvittighed over aldrig at få læst fra. Jeg forlod Trussetyvens lejlighed sidste tirsdag morgen efter en lidt hård weekend, hvor jeg havde svært ved at rumme ham. Det var ligesom om mit eget lort fyldte lidt for meget, forvirring og utilstrækkelighed. Men det var stadig hyggeligt og godt, dejlige timer på Islands Brygge og på Assistens Kirkegård - D-vitaminerne strømmede ind. Siden har jeg ikke set ham og knap nok hørt fra ham, måske endte det der?

Men til gengæld har jeg fået kontakt til min lækre amerikaner igen. Endnu en laaang telefon samtale ligesom vi snakkede i gamle dage. Bortset fra at vi slet ikke havde nogen kommunikationsproblemer. Det er ellers et gammelt trademark. Denne gang skulle vi snakke, fordi han siden sidst er blevet single - en laaang og vild historie. Er glad for, at han var ved godt mod! Hvis alt går vel med min økonomi, så tager jeg en velfortjent ferie på Hawaii og besøger ham til oktober, når han vender hjem fra sin næste fisketur... Nu udsatte jeg jo Mexico i sommerferien, blev enig med mig selv om at jeg havde for travlt med at komme afsted af de forkerte årsager. Efter jeg har udsat den tur, så er eks'en også blevet blid som et lam igen - jeg ved ikke, hvad han var bange for, måske at jeg skulle komme ned og vende hans liv på hovedet? Han er under alle omstændigheder stadig ikke tilgivet, men om ikke andet så kan vi da snakke sammen igen, nu med emner som dating og fremtiden uden at der bliver forventet forkerte ting - jow jow, alting går fremad.

Og så vandt Danmark 1-0 mod Sverige, det blev starten på en fantastisk aften med god live musik og godt selskab "John, jeg kan s'gu ikke køre hjem, du kører!" - "jamen vi er på cykel, Lars" og søndag skulle jeg så passe kusinen. Den lille dame er pludselig begyndt at have en mening om tingene og så er hun bare så sød, så sød. Kusine: "Hvorfor er dine øreringe så lange?"
BS: "Øhm.. det synes jeg er smart, synes du ikke det?"
Kusine: "Nej!"
BS: "Nå ok, så må jeg jo finde nogen andre - er de bedre?"
Kusine: "Ja"

Godt så - nu tager jeg imod fashion advices fra min 2½-årige kusine, Blå Solskin, nu med stylist!

Jeg overspringshandler... jeg skal til eksamen i morgen. Ønsk mig held og lykke!