Min kære farmor døde midt i september, fuldstændig uventet, for nok var hun gammel, men hun klarede tingene selv og passede min farfar. Lavede middagsmad(frokost) hver dag til klokken 12 præcis, der var altid kærnemælkshorn i fryseren, chokolade og småkager i skabet og så lavede hun gymnastik og tog i ældrecentret og fik sin kaffe og hyggede med naboen.
Sidste gang jeg så hende, var i august da jeg var hjemme på sommerferie. Min far og jeg besøgte farfar og hende og som altid ville hun have det sidste nye sladder fra mit liv. Jeg har altid talt godt med hende, flydende og uden at lægge fingrene imellem. Vi satte os i køkkenet for at få fred, drak et glas rødvin - hun tændte en smøg og jeg spurgte om jeg måtte nasse én. Hun blev så glad, som man sjældent ser familie blive, når man afslører, at man da godt lige kan ryge en cigaret ind imellem. Og så sad vi der, røg, drak og snakkede. Jeg savner hende og julen bliver hård uden hende. Min elskede farmor, som jeg altid troede at jeg ville få endnu rigere lejlighed til at tale med, når min farfar gik bort, for ingen havde regnet med, at vi skulle miste hende først.
Hun efterlod en hel familie og ikke mindst en ægtemand i chok. Og alle som én, tror jeg, at vi tænkte: "Var der noget, vi kunne have gjort, for at beholde hende længere hos os?".
Det er først nu, at jeg har kunnet skrive det her, og det virkede forkert at blogge før jeg kunne fortælle det. Det er med en klump i halsen og en tung fornemmelse i maveregionen, men jeg græder ikke.
Det ville sikkert have været nemmere for os andre hvis vi havde ventet det, men for hende var denne måde måske den bedste. Og jeg fik en pludselig åbenbaring - i en situation hvor man bliver så ked af det, så bør der ikke være folk i ens liv, hvor man er i tvivl, om det er ok at ringe til dem for at søge trøst og tale om det. Så det fortalte jeg Trussetyven og jeg har ikke hørt fra ham siden. Jeg føler mig både stærk og trist. At jeg kæmpede så længe for noget og for én som i bund og grund ikke helt fortjente det og mig...
