Er irriterende sikker på, at jeg ikke længere er 4,2 kg lettere, end jeg var i starten af november... måske er jeg endda tungere...
Den står på motionscenter hver dag indtil den 1. januar, hvor jeg gerne må holde tømmermænd i stedet. Den 6. januar vejer jeg mig i håb om, at jeg til den tid ikke får en nedtursoplevelse. Amfercon skal genoplives, for i midten af maj, der vejer jeg altså 10 kg mindre, når jeg sætter mig ind i det fly, der skal fragte mig til Mexico.
Der er en dato og der er et mål - er det ikke sådan, det skal være?
For i Mexico har de en mand, der enten skal synes, at jeg er "all that" og ærgre sig over at den tid, hvor han havde mig i sin hule hånd, er forbi eller også skal han synes jeg er "all that" og glæde sig over at han fik en chance til. Vi finder ud af hvilken en af valgmulighederne, der er tale om, når jeg lander om 4 ½ måned.
De har så også strande og vejrforhold, der indbyder til at man viser sig i bikini, så det er endnu en ting at lægge på vægtskålen (pun fuldt ud intended).
Jeg er så spændt, jeg prøver på at holde mig selv nede på jorden, men det er svært. Jeg har drømt om Mexico, siden jeg var barn og hørte at de lavede kranier af sukker på De Dødes dag (ja, jeg var et barn med en anelse morbide interesser). Nu skal jeg opleve landet selv, jeg skal tale spansk og jeg skal finde ud af, hvad jeg gør ved alle tankerne om Udvekslingsstudenten. Der er gået 3½ år siden jeg rørte ham sidst, tanken om at se ham igen giver mig blanke øjne. Faren for at miste jordforbindelsen og blive frygtelig skuffet, når jeg når frem, er koloenorm. Jeg svæver allerede lidt og bekymrer mig om, hvor jeg får de 100.000 fra og hvordan jeg nemmest lærer ham om dansk kultur, så han kan bestå prøven, når jeg forsøger at importere ham om et par år.
Jeg må finde et sted at tøjre mig!
2 har kommenteret:
Jeg skruer også op for Amfercon igen til januar. Og jeg tror, jeg vil starte med en detox-uge. Det tror jeg virkelig, min krop ville sætte pris på.
Jeg håber, der kommer en lykkelig udgang på den der plan om Mexico. Eller i hvert fald en afklaring og en god rejseoplevelse.
Tak, jeg håber og tror altså på, at det i hvert fald nok skal blive en god tur, lige meget hvad det så ender med. Jeg går ind i det med et åbent sind, er sikker på vi får et par sjove uger lige meget hvad der så sker. Det alvorlige må vi tage som det kommer. Som udgangspunkt besøger jeg bare min ven, ik? (mens jeg forsøger at glemme konsekvenserne af at vi måske/måske ikke er mere end det, når jeg skal hjem igen - puh).
Send en kommentar