Bagsiden af medaljen

Den dårlige samvittighed - overfor hende, for ham, for Udvekslingsstudenten og lidt for mig selv.

Og så slutningen der nærmer sig med hastige skridt - vi taler timer nu.

Jeg har været så glad på det seneste, men hele tiden med den her murren i maveregionen og små anfald af panikagtig hjertebanken - sådan noget hvor man er i tvivl om, om det er ens egen puls eller om man i virkeligheden har slugt en spyflue, der forsøger at komme ud mellem ribbenene med samme ihærdighed, som hvis den havde været fanget i et vindue: dzzsdzzsdzzsdzzs - det er nærmere en vibreren end en faktisk banken.

Så jeg ved jo godt, at den er gal, at jeg ikke er fair overfor mig selv, at jeg har gjort det igen igen og at jeg tager verdens største tudetur lige om lidt.

De sidste to måneder (... eller 17 on and off, men hvem tæller) har der bare været en, som syntes at jeg var fantastisk, perfekt endda...

Ham: "Det er jo sådan en som dig, jeg altid har ledt efter" mig: "mmmh... det var da en skam... jeg har jo været her hele tiden" ... lige så nonchalant som jeg slyngede den kommentar ud, lige så ondt gjorde det, for selvom han er sød og dejlig, så er han bare endnu en fyr, der synes jeg er alletiders, men hvor jeg  alligevel ikke slår til. Denne gang fordi jeg er dansker - perfekt, men dansker og jeg har vidst det fucking hele tiden og føler slet ikke, at jeg har ret til at græde, når jeg mister ham.  Jeg kunne jo bare have ladet være, have stoppet det for over et år siden, men dengang vidste jeg ikke, at han ville gro på mig.

Altså jeg fortryder ikke, men jeg synes heller ikke jeg er skidegod ved mig selv og da jeg kom til at kontakte ham for to måneder siden, var det for at binde en sløjfe og det gør vi så nu. Jeg ville bare ønske at det ikke behøvede at røre mig, at jeg ikke syntes det var så fucking synd for mig selv.

Jeg skal alt muligt lige om lidt, jeg skal til Mexico, ned og binde en anden sløjfe - men som jeg sagde til Den Pæne Mand for et par dage siden, så ville jeg jo ønske at jeg havde mødt en som ham, der kunne have overbevist mig om at glemme alt om Mexico, at en eller anden havde fejet benene væk under mig undervejs, så mit "hvad nu hvis" dernede var blevet elimineret. Det er jo ikke fordi jeg ønsker at ende i Mexico eller i Sverige, fordi det er umuligt at få en udenlandsk ægtefælle til Danmark (og tro mig på nuværende tidspunkt ved jeg mere om det, end jeg burde som helt almindelig kartoffeldansker, går så langt som til at joke med venner, om at jeg og Udvekslingsstudenten ender i den samme Malmø ghetto som Den Pæne Mand og hans kone).

For helvede altså. Please lad være med at dømme mig for hårdt, jeg har allerede dømt mig selv ude!