Pages

torsdag, februar 09, 2012

Det burde jeg gøre noget oftere

Tirsdag aften lavede jeg løgsuppe og drak mig fuld med min studentermedhjælp - en ny veninde er fundet og hvidvin på en tirsdag rammer åbenbart hårdt. Inden løgsuppeseancen havde Studinen trukket mig med i Bianco og pludselig var jeg 3 par sko rigere, så oveni hvidvinen (og rødvinen som vi lige var nødt til at smage på også), så var jeg  høj på på nye sko og det gode selskab. Freaking fantastisk!

Studinen gik hjem og så drunkdialede jeg helt vildt den Pæne Mand, kl 23.30 en tirsdag aften... som i ringede til ham, talte med ham, sagde pænt farvel for at ringe ham op igen 2 minutter senere - sådan ca. 10 gange. Piiiinligt!

Så i går morges vågnede jeg med lette tømmermænd og var helt vildt bange for, at jeg havde fået sagt for meget til ham. Egentlig skulle jeg på arbejde, men efter en indskydelse ringede jeg og bad mig fri, kontaktede Sarah og plagede hende om at hjælpe mig ned i træningscenteret, (for jeg er ligesom overhovedet ikke kommet i gang med det der træning igen efter nytår) og så skrev jeg en sms til Den Pæne Mand med en flov smiley og noget om rødvin og glemsomhed (jeg er nemlig så smart indrettet, at hvis jeg er småfuld og gør noget jeg selv synes er pinligt, så glemmer jeg det - sådan selektive blackouts eller noget).

Sarah gad godt træne, og hun gad godt tage med mig i Bianco for at hente det sidste par sko - og så tog vi i biografen, mens jeg sad der, så sms'ede han ENDELIG tilbage og spurgte, om ikke han måtte komme og se mig. Det måtte han godt!

Jeg er så meget ude på en glidebane med den mand, lige om lidt er det slut, men lige nu er han altså virkelig dejlig og virkelig sød ved mig. Han synes at mine opkaldseksapader var søde, han drillede mig, men han synes det var vildt sjovt og sødt, at jeg blev ved med at ringe og sige godnat. Har man hørt mage...?!?

I går var en dejlig dag, en fridag ud af det blå burde være noget, man blev opfordret til at tage, jeg foreslår i øvrigt at alle får sig en Sarah og en Pæn Mand, vi kloner bare (jeg tager patent på den første klon af den Pæne Mand...)!

Nå ja - som en lille ekstra gevinst på dagen i går, så trådte jeg bævende op på vægten i træningscenteret og forventede at se mindst to kilo mere på vægtskålen... Den sagde minus 1,4 kg, har nu tabt 4,8 kg - uden at have fortjent det!

2 har kommenteret:

Manja sagde ...

Jeg elsker det her indlæg :)

Åh, drunk-dialling - best ever!

Blå Solskin sagde ...

Hahaha, jeg havde det godt nok stramt det meste af dagen. Og han havde en fest med at drille mig indtil jeg fik helt ondt i kinderne af grin, pinagtighed og ordene "Ti nu stille"...