Min veninde gennem 13 år ringede i går. Vi taler ikke sammen så tit, det er ikke nødvendigt, vi ved vi har hinanden og vi har masser af historie. Vi ringer sammen, når der er noget at fortælle eller hvis vi tilfældigvis er i nærheden af hinanden eller har penge til et regulært besøg. Hun bor i Aarhus, jeg bor i København.
Hun spurgte, hvordan jeg havde det, indgangsspørgsmålet i enhver normal telefonsamtale med en person du ikke har talt med længe, jeg svarede: "ikke ret godt, men det var vel ikke lige det, du ringede for at høre".... Det var det ikke, men hun lyttede, da jeg lidt famlende fik fortalt, hvordan det var gået til, at jeg lige pludselig havde følt mig helt nyforelsket og hvordan det nu var slut med alt det sjove, hvordan jeg stresser over min kommende rejse, fordi jeg føler, at Udvekslingsstudenten har alt for store forventninger til mit besøg og hvordan jeg ville ønske, at der havde været bare antydningen af en fremtid med Den Pæne Mand... bla bla bla...
"Men du ringede jo ikke for at høre om mig, hvordan går det?"
Tavshed og så en undskyldende glæde i hendes stemme, da hun sagde: "Jeg har det helt skidt med, at fortælle dig min nyhed. Jeg er helt vildt glad: Han friede i går!"
4 har kommenteret:
Så er det godt man er så gode veninder, at man godt kan glæde sig over den andens glæde selvom man selv står i lort til knæene!
Knus
Præcis, men havde det lidt dårligt med at regne på hendes parade. "Jeg er så glad på dine vegne!" "Og jeg er ked af det på dine". Hun skulle jo bare have haft lov til at være glad uden at bekymre sig om egomig :)
Der skal være plads til egodig, egomig og egoos i et venskab og du er jo noget af det mest rummelige, tolerante og empatiske der findes, så det er helt OK at være ego når der virkelig er grund til det!
Hun kunne jo bare have ladet være med at spørge, hvordan det gik :D
Send en kommentar