Bum bum ... bum... altså når jeg ikke skriver, så er det, fordi jeg har tid til at skrive... har lige haft 2 sygedage og alt hvad jeg kunne svinge mig op til, var at se serier hele den ganske lange dag... begge dage. Jeg var ikke engang i bad... Det har været en lorteuge. Hvis jeg havde været en indianer havde de overvejet at give mig navnene "Overbringer-af-dårlige-nyheder", "ejer-af-syg-rotte" og "hoster-til-jeg-kaster-op" i den her uge.
Gah...
lørdag, februar 25, 2012
torsdag, februar 16, 2012
Egomig
Min veninde gennem 13 år ringede i går. Vi taler ikke sammen så tit, det er ikke nødvendigt, vi ved vi har hinanden og vi har masser af historie. Vi ringer sammen, når der er noget at fortælle eller hvis vi tilfældigvis er i nærheden af hinanden eller har penge til et regulært besøg. Hun bor i Aarhus, jeg bor i København.
Hun spurgte, hvordan jeg havde det, indgangsspørgsmålet i enhver normal telefonsamtale med en person du ikke har talt med længe, jeg svarede: "ikke ret godt, men det var vel ikke lige det, du ringede for at høre".... Det var det ikke, men hun lyttede, da jeg lidt famlende fik fortalt, hvordan det var gået til, at jeg lige pludselig havde følt mig helt nyforelsket og hvordan det nu var slut med alt det sjove, hvordan jeg stresser over min kommende rejse, fordi jeg føler, at Udvekslingsstudenten har alt for store forventninger til mit besøg og hvordan jeg ville ønske, at der havde været bare antydningen af en fremtid med Den Pæne Mand... bla bla bla...
"Men du ringede jo ikke for at høre om mig, hvordan går det?"
Tavshed og så en undskyldende glæde i hendes stemme, da hun sagde: "Jeg har det helt skidt med, at fortælle dig min nyhed. Jeg er helt vildt glad: Han friede i går!"
Hun spurgte, hvordan jeg havde det, indgangsspørgsmålet i enhver normal telefonsamtale med en person du ikke har talt med længe, jeg svarede: "ikke ret godt, men det var vel ikke lige det, du ringede for at høre".... Det var det ikke, men hun lyttede, da jeg lidt famlende fik fortalt, hvordan det var gået til, at jeg lige pludselig havde følt mig helt nyforelsket og hvordan det nu var slut med alt det sjove, hvordan jeg stresser over min kommende rejse, fordi jeg føler, at Udvekslingsstudenten har alt for store forventninger til mit besøg og hvordan jeg ville ønske, at der havde været bare antydningen af en fremtid med Den Pæne Mand... bla bla bla...
"Men du ringede jo ikke for at høre om mig, hvordan går det?"
Tavshed og så en undskyldende glæde i hendes stemme, da hun sagde: "Jeg har det helt skidt med, at fortælle dig min nyhed. Jeg er helt vildt glad: Han friede i går!"
Dagens Soundtrack
For en gang skyld i bogstaveligste forstand. Har her til aften fået musik til hjernen og hjertet i Lille Vega, hvor Marit Larsen fra det hedengangne M2M gav koncert og havde fået Ida Gard til at varme op. De rørte mig begge to i høj grad.
Ida Gard
Marit Larsen
tirsdag, februar 14, 2012
Den her dag
Den her adopterede amerikanske mærkedag, den suger helt vildt, mest fordi den ikke burde betyde noget, men det kommer man bare ikke uden om, at den på mange måder gør.
Den her dag, hvor man har kunnet mærke en brænden i tårekanalerne hele dagen og hvor man først stirrede olmt på manden, der gav én en indkøbskurv i fakta, men sidenhen var lige ved at tude, fordi han var så flink.
Den her dag, hvor man fylder sin indkøbskurv med makrel, rugbrød og gulerødder og prøver at glemme, at man helst ikke vil hjem.
Den her dag, hvor man kan mærke skuffelsen allerede inden, man har stukket nøglen i postkassen, fordi man godt ved det, at der ligesom ikke ligger et hjertefyldt kort dér.
Den her dag, hvor man sidder i sofaen og burde træne, men har givet op på forhånd og nu trøstespiser gulerødder og makrelmadder, der findes der ikke nogen dag der kunne suge mere....
Den her dag, hvor man har kunnet mærke en brænden i tårekanalerne hele dagen og hvor man først stirrede olmt på manden, der gav én en indkøbskurv i fakta, men sidenhen var lige ved at tude, fordi han var så flink.
Den her dag, hvor man fylder sin indkøbskurv med makrel, rugbrød og gulerødder og prøver at glemme, at man helst ikke vil hjem.
Den her dag, hvor man kan mærke skuffelsen allerede inden, man har stukket nøglen i postkassen, fordi man godt ved det, at der ligesom ikke ligger et hjertefyldt kort dér.
Den her dag, hvor man sidder i sofaen og burde træne, men har givet op på forhånd og nu trøstespiser gulerødder og makrelmadder, der findes der ikke nogen dag der kunne suge mere....
mandag, februar 13, 2012
Life goes on
Synes ikke der er noget værre end at starte en mandag morgen med hjertekvaler og kursus.
Synes at det er utroligt at jeg stadig ikke efter 27 år, kan sidde til undervisning/møde/andet hvor andre snakker meget uden at tegne alt muligt undervejs.
Synes at alle skal opleve en nordmand sige "bobler" - det må være det sødeste, jeg længe har hørt og det fik mig til at smile uforbeholdent...
søndag, februar 12, 2012
Farvel og tak og ret meget av...
"Så hvis du har en dårlig dag, så kan du huske på, at der går en trunte rundt på Nørrebro og synes du er ret fantastisk"
"Det bliver ikke ret svært at huske!"
"Det bliver ikke ret svært at huske!"
fredag, februar 10, 2012
Bagsiden af medaljen
Den dårlige samvittighed - overfor hende, for ham, for Udvekslingsstudenten og lidt for mig selv.
Og så slutningen der nærmer sig med hastige skridt - vi taler timer nu.
Jeg har været så glad på det seneste, men hele tiden med den her murren i maveregionen og små anfald af panikagtig hjertebanken - sådan noget hvor man er i tvivl om, om det er ens egen puls eller om man i virkeligheden har slugt en spyflue, der forsøger at komme ud mellem ribbenene med samme ihærdighed, som hvis den havde været fanget i et vindue: dzzsdzzsdzzsdzzs - det er nærmere en vibreren end en faktisk banken.
Så jeg ved jo godt, at den er gal, at jeg ikke er fair overfor mig selv, at jeg har gjort det igen igen og at jeg tager verdens største tudetur lige om lidt.
De sidste to måneder (... eller 17 on and off, men hvem tæller) har der bare været en, som syntes at jeg var fantastisk, perfekt endda...
Ham: "Det er jo sådan en som dig, jeg altid har ledt efter" mig: "mmmh... det var da en skam... jeg har jo været her hele tiden" ... lige så nonchalant som jeg slyngede den kommentar ud, lige så ondt gjorde det, for selvom han er sød og dejlig, så er han bare endnu en fyr, der synes jeg er alletiders, men hvor jeg alligevel ikke slår til. Denne gang fordi jeg er dansker - perfekt, men dansker og jeg har vidst det fucking hele tiden og føler slet ikke, at jeg har ret til at græde, når jeg mister ham. Jeg kunne jo bare have ladet være, have stoppet det for over et år siden, men dengang vidste jeg ikke, at han ville gro på mig.
Altså jeg fortryder ikke, men jeg synes heller ikke jeg er skidegod ved mig selv og da jeg kom til at kontakte ham for to måneder siden, var det for at binde en sløjfe og det gør vi så nu. Jeg ville bare ønske at det ikke behøvede at røre mig, at jeg ikke syntes det var så fucking synd for mig selv.
Jeg skal alt muligt lige om lidt, jeg skal til Mexico, ned og binde en anden sløjfe - men som jeg sagde til Den Pæne Mand for et par dage siden, så ville jeg jo ønske at jeg havde mødt en som ham, der kunne have overbevist mig om at glemme alt om Mexico, at en eller anden havde fejet benene væk under mig undervejs, så mit "hvad nu hvis" dernede var blevet elimineret. Det er jo ikke fordi jeg ønsker at ende i Mexico eller i Sverige, fordi det er umuligt at få en udenlandsk ægtefælle til Danmark (og tro mig på nuværende tidspunkt ved jeg mere om det, end jeg burde som helt almindelig kartoffeldansker, går så langt som til at joke med venner, om at jeg og Udvekslingsstudenten ender i den samme Malmø ghetto som Den Pæne Mand og hans kone).
For helvede altså. Please lad være med at dømme mig for hårdt, jeg har allerede dømt mig selv ude!
Og så slutningen der nærmer sig med hastige skridt - vi taler timer nu.
Jeg har været så glad på det seneste, men hele tiden med den her murren i maveregionen og små anfald af panikagtig hjertebanken - sådan noget hvor man er i tvivl om, om det er ens egen puls eller om man i virkeligheden har slugt en spyflue, der forsøger at komme ud mellem ribbenene med samme ihærdighed, som hvis den havde været fanget i et vindue: dzzsdzzsdzzsdzzs - det er nærmere en vibreren end en faktisk banken.
Så jeg ved jo godt, at den er gal, at jeg ikke er fair overfor mig selv, at jeg har gjort det igen igen og at jeg tager verdens største tudetur lige om lidt.
De sidste to måneder (... eller 17 on and off, men hvem tæller) har der bare været en, som syntes at jeg var fantastisk, perfekt endda...
Ham: "Det er jo sådan en som dig, jeg altid har ledt efter" mig: "mmmh... det var da en skam... jeg har jo været her hele tiden" ... lige så nonchalant som jeg slyngede den kommentar ud, lige så ondt gjorde det, for selvom han er sød og dejlig, så er han bare endnu en fyr, der synes jeg er alletiders, men hvor jeg alligevel ikke slår til. Denne gang fordi jeg er dansker - perfekt, men dansker og jeg har vidst det fucking hele tiden og føler slet ikke, at jeg har ret til at græde, når jeg mister ham. Jeg kunne jo bare have ladet være, have stoppet det for over et år siden, men dengang vidste jeg ikke, at han ville gro på mig.
Altså jeg fortryder ikke, men jeg synes heller ikke jeg er skidegod ved mig selv og da jeg kom til at kontakte ham for to måneder siden, var det for at binde en sløjfe og det gør vi så nu. Jeg ville bare ønske at det ikke behøvede at røre mig, at jeg ikke syntes det var så fucking synd for mig selv.
Jeg skal alt muligt lige om lidt, jeg skal til Mexico, ned og binde en anden sløjfe - men som jeg sagde til Den Pæne Mand for et par dage siden, så ville jeg jo ønske at jeg havde mødt en som ham, der kunne have overbevist mig om at glemme alt om Mexico, at en eller anden havde fejet benene væk under mig undervejs, så mit "hvad nu hvis" dernede var blevet elimineret. Det er jo ikke fordi jeg ønsker at ende i Mexico eller i Sverige, fordi det er umuligt at få en udenlandsk ægtefælle til Danmark (og tro mig på nuværende tidspunkt ved jeg mere om det, end jeg burde som helt almindelig kartoffeldansker, går så langt som til at joke med venner, om at jeg og Udvekslingsstudenten ender i den samme Malmø ghetto som Den Pæne Mand og hans kone).
For helvede altså. Please lad være med at dømme mig for hårdt, jeg har allerede dømt mig selv ude!
torsdag, februar 09, 2012
Det burde jeg gøre noget oftere
Tirsdag aften lavede jeg løgsuppe og drak mig fuld med min studentermedhjælp - en ny veninde er fundet og hvidvin på en tirsdag rammer åbenbart hårdt. Inden løgsuppeseancen havde Studinen trukket mig med i Bianco og pludselig var jeg 3 par sko rigere, så oveni hvidvinen (og rødvinen som vi lige var nødt til at smage på også), så var jeg høj på på nye sko og det gode selskab. Freaking fantastisk!
Studinen gik hjem og så drunkdialede jeg helt vildt den Pæne Mand, kl 23.30 en tirsdag aften... som i ringede til ham, talte med ham, sagde pænt farvel for at ringe ham op igen 2 minutter senere - sådan ca. 10 gange. Piiiinligt!
Så i går morges vågnede jeg med lette tømmermænd og var helt vildt bange for, at jeg havde fået sagt for meget til ham. Egentlig skulle jeg på arbejde, men efter en indskydelse ringede jeg og bad mig fri, kontaktede Sarah og plagede hende om at hjælpe mig ned i træningscenteret, (for jeg er ligesom overhovedet ikke kommet i gang med det der træning igen efter nytår) og så skrev jeg en sms til Den Pæne Mand med en flov smiley og noget om rødvin og glemsomhed (jeg er nemlig så smart indrettet, at hvis jeg er småfuld og gør noget jeg selv synes er pinligt, så glemmer jeg det - sådan selektive blackouts eller noget).
Sarah gad godt træne, og hun gad godt tage med mig i Bianco for at hente det sidste par sko - og så tog vi i biografen, mens jeg sad der, så sms'ede han ENDELIG tilbage og spurgte, om ikke han måtte komme og se mig. Det måtte han godt!
Jeg er så meget ude på en glidebane med den mand, lige om lidt er det slut, men lige nu er han altså virkelig dejlig og virkelig sød ved mig. Han synes at mine opkaldseksapader var søde, han drillede mig, men han synes det var vildt sjovt og sødt, at jeg blev ved med at ringe og sige godnat. Har man hørt mage...?!?
I går var en dejlig dag, en fridag ud af det blå burde være noget, man blev opfordret til at tage, jeg foreslår i øvrigt at alle får sig en Sarah og en Pæn Mand, vi kloner bare (jeg tager patent på den første klon af den Pæne Mand...)!
Nå ja - som en lille ekstra gevinst på dagen i går, så trådte jeg bævende op på vægten i træningscenteret og forventede at se mindst to kilo mere på vægtskålen... Den sagde minus 1,4 kg, har nu tabt 4,8 kg - uden at have fortjent det!
Studinen gik hjem og så drunkdialede jeg helt vildt den Pæne Mand, kl 23.30 en tirsdag aften... som i ringede til ham, talte med ham, sagde pænt farvel for at ringe ham op igen 2 minutter senere - sådan ca. 10 gange. Piiiinligt!
Så i går morges vågnede jeg med lette tømmermænd og var helt vildt bange for, at jeg havde fået sagt for meget til ham. Egentlig skulle jeg på arbejde, men efter en indskydelse ringede jeg og bad mig fri, kontaktede Sarah og plagede hende om at hjælpe mig ned i træningscenteret, (for jeg er ligesom overhovedet ikke kommet i gang med det der træning igen efter nytår) og så skrev jeg en sms til Den Pæne Mand med en flov smiley og noget om rødvin og glemsomhed (jeg er nemlig så smart indrettet, at hvis jeg er småfuld og gør noget jeg selv synes er pinligt, så glemmer jeg det - sådan selektive blackouts eller noget).
Sarah gad godt træne, og hun gad godt tage med mig i Bianco for at hente det sidste par sko - og så tog vi i biografen, mens jeg sad der, så sms'ede han ENDELIG tilbage og spurgte, om ikke han måtte komme og se mig. Det måtte han godt!
Jeg er så meget ude på en glidebane med den mand, lige om lidt er det slut, men lige nu er han altså virkelig dejlig og virkelig sød ved mig. Han synes at mine opkaldseksapader var søde, han drillede mig, men han synes det var vildt sjovt og sødt, at jeg blev ved med at ringe og sige godnat. Har man hørt mage...?!?
I går var en dejlig dag, en fridag ud af det blå burde være noget, man blev opfordret til at tage, jeg foreslår i øvrigt at alle får sig en Sarah og en Pæn Mand, vi kloner bare (jeg tager patent på den første klon af den Pæne Mand...)!
Nå ja - som en lille ekstra gevinst på dagen i går, så trådte jeg bævende op på vægten i træningscenteret og forventede at se mindst to kilo mere på vægtskålen... Den sagde minus 1,4 kg, har nu tabt 4,8 kg - uden at have fortjent det!
Abonner på:
Indlæg (Atom)